ORC CAVE WHISPERS

ORC CAVE WHISPERS

Inside Durlags tower

CommentsPosted by Regin Glob 06 Dec, 2018 22:02
Argh, fire, lots of fire.
Restless Craniums with firepower.
Run you fools, run up the stairs.
Acid steps, fire below.
come on, enter the room,I check one door, you check the other.
WOOOW, I close that door, stay chubby!
Quiling, why are you running like that, don´t go in there, maybe you will set off a trap.....too late.
Monsters all over, everything good will come to an end.
There is no hope in Durlags tower, only pain.

Durlags basement part 2

CommentsPosted by Regin Glob 26 Nov, 2018 11:54
Where everyone found politics interesting, Gruff only thought of getting back to retrieve leftovers from the fight. And he did, he collected so much that he could exchange the loot to an order of a platemail, a real platemail Gruff size. Some groupmembers became members of "Lords alliance" others rejected the strains of a membership, all a matter of interests. Bouw Landers was offered the Hags estate if he promised to clean up after her reign. Everyone was sticking to their own business when the council called for a gathering. There was a new tssk for the Moonwhispers: enter Durlags tower from the magicdoor we uncovered. But first we should gather information from the halflings in a small village clpse to the tower. But before take of, someone in the group conspired against Gruffs odour. They bought him new fine clothes with Moradin symbols embroidered in the fabric. Gruff took the bait and he even to a wash, 3 hours did the job to clean him from years of hygiene neglect. Then it was of to see the halflings in Gullakin. We arrived late at night and were invited for a feast of brew and mushrooms. That cocktail almost got the party killed when a late encounter from an army of undeads harassed the village in the middle of the night. All being doused from the meal they had a hard time putting up a fight. But in the end the heroes won through ironwill. We left another village as heroes when will our luck run out? Reunited with the basement of the tower I guess we all considered it a minor task to enter through the magic door, a door that would only open with a codeword, which Thantul had figured out from our letter and map in dwarvish , Burakin was the word and we could all enter into a tower that is said that noone leaves again. Tentacles in the dark

Durlags basement

CommentsPosted by Regin Glob 25 Nov, 2018 22:12
as we settled in Uldoon we made a few friends, Gruff found an employer in the the Smithy, it is and odd relationship where Gruff works for free and gets yelled at if he arrives late or takes a longer break than expected. Caius makes friends at the council, and he is also very highly thought of by Enna.
Bouw Landers, the monk, has befriended everything that walks the street in Uldoon, even the old woman Narissa.
Kharsus Thantul has done great things with befriending the inn keeper of the crawling cow and he is arranging a big show at the citysquare where Bouw Landers and Kharsus will set up an illusionist/acrobat show.
On one of the following days after our arrival, Roland the wizard, lost our map, it got stolen. We started a search for the Map, but it was hard to make an organized search as bouw and Kharsus practised for their show, Quillin was getting drunk at the inn, Gruff worked very hard at the smithy, so actually the only one searching was our leader, Caius Moonwhisper. He started his search at the citycouncil who had no idea to whom the map could have any interest, but they suggested to copy out of memory. Caius did that but could find no peace not knowing who had stolen the original. He then went to Narissa to ask if she had any knowledge of the map, a map that she had showed some interest in when shown to her.
Caius found her in her garden where he confronted her about the missing map. Nearby, Gruff working at the smithy, saw his friend entering the garden through the opening in the hedge. The next time he looked up from the heat from the forge, Caius was nowhere to be seen and there was no opening to the garden, gruff left the smithy to go check on his friend. No sound came from the garden and Gruff had a difficult time to see any signs of Caius or the old woman, so he drew his axe to cut a hole in the hedge. As he managed to make a peephole in the branches he saw a spectacular sight of a transformed woman who had changed to the worse, beating up the great warrior with the help of her great dog. Gruff decided to join the fight to even out the numbers, but it was a task in itself to get through the hedge, it was as if it was alive and holding him back, but he came through and the two managed to kill of both dog and the old Hag.
She had some interesting things in her possesion, two potions made of the golden crown flower (Raise dead) and some other stuff too.
Somewhere else in town Kharsus and bouw Landers prepared their show, and at night they made a spectacular performance with a mix of acrobatics and illusions with lots of highlights and surely a night to be remembered by most of the citizens of Uldoon.
But they could not rest on their laurels, and only a few days after, sir garlan Lashkar asks the Moonwhispers to investigate the undergroundcaves near durlags tower.
So they took on the journey to durlags tower leaving without Quilling who had other matters to attend to.
It was no easy task to enter the the caveopening they found near Durlags tower, all around there was goblins and hobgoblins on the lookout. But the heroes managed to enter after quite a beating, but it will only be remembered that they killed of two major enemies, first it was Marzick the devastator a huge hobgoblin leader and after that it was an even bigger foe, Marzicks boss, Azzok the hobgoblin warlord, who fell at the hands of Caius Moonwhisper who fell him with a great swing to Azzoks neck.
now the moonwhisperers were underneath durlags tower and they found themselves starring at an amazing metal doubledoor emanating magic abjuration and the only attempt to open the door missed greatly.
Caius and Gruff to notes of the Dwarven runes that was written in the stones around the door, for examination later, now it was time to return to Uldoon.


The old hag

CommentsPosted by Regin Glob 19 Nov, 2018 08:45
After freeing the old temple from its captives, we spend a few days in Uldoon trying to get some new aquaintencies. Our monk, very curious fellow, applied for a job at the old druids office. The old hag, Narissa, playing blind woman, had a smaller task that he could finish. He got all excited and promised that everyone would join him in the search for a plant, the exitement that great that he forgot to ask about payment.But its ok , she is old and we should help an old woman in need of help. Everyone was trying to make themselves useful, the paladin made contact with the nobles, the dwarf seeked out the dwarven smithy, our handyman was making friends at the bar and so we all made an effort to blend in. Back to our job, the description said"find a golden crown flower in the old ruins in the forest" and that was what we intended to do. I guess we all thought it to be a piece of cake to pick up a flower, but the woods around here are filled with bad ass creatures. We fought bees, wasps and other humungus insects, I wonder if something strange is going on with alle the giantbugs in one place. But we survived as well as we survived the devilish quicksand around the ruins. In the ruins we almost lost a fight, as we entered a hidden basement. It was occupied by the worst beasts one could ever imagine, giant scorpions. They really gave us a beating but in the end, with help from Moradin we managed to kille the stingers. We also found some valuables that should help us on other quests in the future. We found the plant and headed for Uldoon. Strong group with interesting people. Looking forward to many adventures ahead of us.

DM ADDED TEXT:
Not to Forget to mention the strange Long dead Mind Flayer - which made an impression specially on Gruff that had to separate the head from its body. With a last words note left on the table.. the last words of Ruas-Uli former lord, escaped from his own larger residence that starts with a "D..." and end with the dried out blood from the Mind Flayers hands.

In addition to the nice magical items in the Mind Flayers Bag of Holding - you also found a very strange looking piece of parchment with a handwritten map drawn on it. It must have been important as it was sealed of in an ornamented expensive looking silver scroll case.






Village of Uldoon and person gallary

CommentsPosted by Regin Glob 02 Nov, 2018 17:30
The NPCs

Roland Aelar - Mage, older brother to Enna
Enna Aelar, Rogue, younger sister to Roland

Ulfgar Silversword, Senior Knight
"By the edge of my fathers merciful sword, may Tyrs justice fall upon thee..."


The Villians:
Marzick the devastator, hobgoblin leader.


Baldurs Gate:
Merchant "Sorcerous Supplies" shop owned by The Mage Rivalen Blackhand
Shop Manager, Gilligun the mage


The Village of Uldoon:

Governor - Sir Garlan Lashkar, Noble Knight from Scornubel

Village Council:
Sir Garlan Lashkar
Harim Hilltop
Gharlan Goldtooth
Father Bronn

Notable citizens:
Behren "Two Axe", Veteran and Captain of City guard / Leader of "the Riders"
The Riders: Glenn, Marlan, Koron and Helen
Innkeeper Betsy - twin sister to Brian
Tavern keeper Brian of the "Crawling Cow" tavern - twin brother to Betsy
Blacksmith Barly - Mountain Dwarf, Son of Darin
Harim Hilltop - Halfling farmer
Father Bronn and his son apprentice Aldark
Gharlan Goldtooth - Half-elf merchant and owner of the Village Store
Larissa - "The Blind Women", old strange women



Moonwhispers part 1

CommentsPosted by Regin Glob 02 Nov, 2018 11:05
And so it happened that the Moonwhispers took off as watchmen on the Uldoon trail, and they sucked at it. First encounter and everything went wrong. Some were fighting the goblins who attacked the caravan, others gave up, by all standards, it was ridiculous. But the one thing the enemy did wrong was to let us live, that is gonna cost them in the long run. The good thing was that we actually had a learning curve and when you start low there is a chance of going up and so we did. After the rescue from the Goblincamp we came to the city of Uldoon and were had great lodging there, as always "free stuff" comes with a price and the city mayor Sir Garland, sweettalked Caius Moonwhisper into service, and by doing that we all became involved. "Just a little job, they said", almost 3 of us died in the process. Never have we seen rats like that, they were so disgusting, and big. But we did it, we found missing townsfolk and we freed the the old catacoms and the Chaunteashrine. There were some issues within the group, one were blamed for being a little unhygenic and smelly, another seemed to run away from a fight, but seen overall the group worked well together. Now everyone is taking a rest at the citycouncils expence. Gruff Grimcleaver is spending time in the church of Chauntea were he studies the shrines of the other Gods, Gond and Tyr. Gruff works hard as a forge cleric to make a name of himself, but somehow it seems that all of his good intentions to help the townsfolks of Uldoon, as very few residents has the capability to understand him as he only writes and understands Dwarvish, and it seems as if people has regrets to ask for his service, but that won't stop Gruff from being helpful.

spell list

CommentsPosted by Regin Glob 04 Apr, 2015 08:35
http://salty-ridge-7989.herokuapp.com/

Tyranny of The Dragons

CommentsPosted by Regin Glob 07 Feb, 2015 09:35

CHAPTER 1: GREENEST IN FLAMES

Kom lige lidt hurtigt ud af Suzail, men det var jo heller ikke rigtigt en by for mig, fiskerkarle og bondeknolde, typisk at de misforstår de gode intentioner fra nye ansigter, ikke megen lyst til at lade andre integrere sig. Fik ikke en chance for at forklarer mig inden de truede med hjul og stejle.
Så jeg listede mig med på den månedlige karavane mod Waterdeep og fandt mig en go plads på en kærre nogenlunde i midten af karavanen. Vi rumlede igennem Berdusk, der åbenbart også er kendt som "Dalens juvel", det var nu svært at se og så fortsatte turen igennem bakke og dal oligt i afmålt tempo det meste af dagen med henblik på at nå "Greenest" sidst på eftermiddagen for ophold.
På afstand så det ud som om der var fest i gaden i Greenest, men elveren ved siden af mig kunne med hans skarpe syn konstaterer at noget var helt galt i byen. En belejring af byen var igang og det der mindede om fest var huse i brand og råb og skrien fra byens indbyggere som var under angreb. I luften over byen fløj en stor blå Drage og spredte død og ødelæggelse med dens farlige angreb. Som i de historier jeg har hørt om drager spyede den elektrisitet og lyn ud af sin åbne mund , den susede ned over de skræmte borgere og greb dem med dens klør og løftede dem højt over byen for derefter at lade dem falde ned til den sikre død, det var et uhyggeligt syn.
Karavanen gik i stå mens nogle af karavanens vagter drøftede om de skulle beskytte karavanen eller om de skulle hjælpe byens vagter. Lige pludselig springer 3 mand ud fra vognene i karavanen og begiver sig i høj fart ind imod de brændende huse og af en eller anden mærkværdig grund fulgte jeg efter.
Netop som vi nåede til de første brændende bygninger blev vi vidner til en familie som blev fordrevet fra deres brændende hus af Kobolds, og efter de havde forladt huset fortsatte koboldernes angreb mod den forsvarsløse familie og et af børnene så ud til at blive offer for fjendernes pile, men så greb vi ind. Båret frem af en uforklarlig trang til at gøre noget der kunne minde om heltedåd, angreb vi 4 de terroriserende kobolder for uden omtanke for vores egen sikkerhed at redde den uskyldige famile.
Vi fik hurtigt nedkæmpet den første skare af kobolder og jeg fik afleveret en flaske med lidt heldbredelseskraft i til faderen til barnet og heldigvis kunne jeg se barnet røre på sig efter indtagelsen (intet barn bør dø for øjnene af sine forældre på den måde, det er simpelthen ikke iorden) . Kort efter dukkede endnu en eskadron op af kobolder og der var også noget der mindede om lejesoldater med i gruppen. Jeg har jo gået og ventet på muligheden for at prøve mine spells af på rigtige mål med henblik på at gøre en forskel, og her satte jeg ind med et "Sleep"-spell midt i en gruppe på 6 kobolds, 4 af dem kunne ikke holde sig vågne og så var det en let sag for mine nye venner at afslutte kampen. ialt fik vi has på 16 kobolds og 4 hyrede soldater som viste sig at arbejde for "Cult of the Dragon".
Nu fik vi lige tid til at hilse ordentligt på hinanden mens vi af nogle lokale blev vist inden for borgmuren.
Perian Hilltopple, halfling Ranger med godt øjemål og stort mod.
Hadarai Xiloscient, Menneske druide med dynamit i staven (lyder det forkert?)
Beiro Liadon, Elver magiker med buen spændt og brugbar i alle mulige situationer, og meget glad for at fortælle om hans egne fortræffeligheder.
Ja og så er der jo mig, Paenis Peckardhead som jo mest af alt bare prøver at hjælpe. Reaktionen på mit navn var som sædvanlig, munter og det er jo som det skal være.

Vi blev introduceret til byvagten indenfor bymuren og deres leder, Skjolddværgen Escobert og hans bror Grombar. de søgte våbenføre mænd til at sikre nogle hemmelige gange under byen så at de ikke faldt i hænderne på modstanderne for så ville der være fri adgang til forsvarsværkerne for angriberne. Som en anden automatron rakte jeg hånden i vejret da der blev spurgt om nogle ville melde sig frivilligt til opgaven. Det må ha været et resultat af at mine nye "Brothers in arms" meldte sig og så kan jeg kun efterfølgende tænke at min krop må ha syntes at de var sikrere at være omkring end at stå alene midt i byen. Ihvertfald gik vi nu ned i gangene under byen for at sikre at de stadig var uopdagede af fjenderne til byen. de blev vist ikke brugt så flittigt de gange der, for de var fyldt med rotter og de var temmeligt aggresive, men Stouthalflingen kastede en ordentlig luns kød ud i rummet og så lod rotterne os passe os selv. Da vi endelig kom ned for enden af gangen og fik åbnet til den friske luft stod vi i udkanten af byen i et skovområde. Vi kunne høre vandet fra floden løbe få meter derfra og vi dækkede døren til så den ville være sværere for fjenden at finde. så gik vi mod floden for at komme ind i byen uset, men det gik dælme dårligt. nogle små væsner bevægede sig i skovbunden og de angreb os, drager uden vinger, og ikke nok med det så kom en patrulje ned af floden og det kom til kamp. Der kom jeg sgu lidt i problemer for jeg var havnet helt alenepå den ene side af floden mens de andre var i floden eller på den anden side, men vi fik klaret sagen og 10 Kobolds mere måtte lade livet og 4 lejesoldater havde ladet sig hyre for billigt.
Vi gemte ligene af vejen for ikke at kamphandlingerne skulle vise vejen til den dør vi så gerne ville undgå kunne falde i hænderne på fjenden.
Vi fik yderligere til opgave at prøve at komme Chaunteapræsten Eadynn Falconmoon til undsætning, han og nogle acolyter skulle have forskanset sig i templet men ingen havde set dem siden angrebene startede. Grombar udpegede templet for os og vi lagde en slagplan for vores undsætning og det gik bare lige efter bogen, vi kom ind i templet, fik samlet personalet og kom derfra igen med skindet på næsen. Det pudsige var at dagen efter fandt jeg en slags sparegris i min lomme hvorpå stod Chaunteas guld, og i den var der lidt guldstykker. jeg må aflevere den til rette vedkommende ved lejlighed, men jeg tror lige jeg låne dem nu her, for jeg skal lige have fyldt lidt op i forplejningstasken. desuden har de jo nok ikke været så vigtige for den tidligere ejer når han nu ikke passede bedre på dem.
Da vi vendte tilbage til forskansningen og byvagten var der fuldt alarmberedskab for dragen dykkede ned over bymuren igen og spredte død og ødelæggelse. Vi for op på barrikaderne og lagde pile på buer og hvad vi ellers havde af langdistance våben. Jeg planlagde at bruge mine energier på at fordrive den blå terror, og jeg kan kun sige, Det lykkedes! jeg ramte den lige imellem øjnene og den bøjede af og forlod byen.
Det gav lige 5 minutters fred inden der igennem blev stor opstandelse for nu stod fjenden ved døren og de havde taget fanger, kvinder og børn. Der stod en stor mand/drage og holdte dundertale. Han udfordrede den stærkeste fra byvagten til at komme ud og klare en duel mod ham. Lige der var jeg ret sikker på det måtte være en stor kriger han mente men den eneste der henvendte sig var Stouthalflingen, der med pibende stemme sagde "jeg tager imod udfordringen". Tror sgu ikke lige det var det som hverken Borgmester Nighthill eller duellanten havde forestillet sig, men ingen andre havde tilsyneladende tavlt med at tage udfordringen op.
Halflingen kæmpede bravt men endte naturligvis med at blive hakkekød for dragemandens store våben, men det var da modigt (læs:dumt).
nu hvor dragemanden havde fået sin duel forlod han scenen og lod kvinder og børn gå og hermed var jeg pludselig een del af et redningshold der blev fejret i Greenest, det var sjovt og spændende, mon der er mere i vente?

CHAPTER 2: CULT OF THE DRAGON CAMP
Druiden insisterede på at hjælpe indbyggerne i Greenest de næste dag, mens Stouten Perian Hilltopple, Elveren Beiro Liadon, Dværgen Grombert og undertegnede Paenis satte efter hæren på forespørgsel fra Borgmester Nighthill. Vi påtog os opgaven at finde ud af hærens base, finde informationer om hærledelsen, hærens formål og hvad der ellers kunne være interessant for Greenestledelsen og andre modstandere af Dragon cult´en. Vi gjorde os hurtigt klar mens vi blev stillet over for en ekstra opgave, nemlig at finde oplysninger om mulige fanger og specielt en havde interesse, munken Leosin Earlenthar. Det var en munk af samme orden der havde rejst med Leosin som bad os om konkrete informationer. Knægten havde selv mistet foden i kampen og kunne derfor ikke hjælpe med efterforskningen. Men vi blev lovet en go stak penge for opgaven så vi takkede ja.
Vi havde vandret i Cult-hærens fodspor i næsten 10 km da vi nærmest faldt hen over nogle rester af hæren der sad og slappede af ved deres lejrbål. Lad os bare sige det kort, de var ikke meget værd. et velplaceret Sleep-spell mellem en flok kobolder og så gik de fra at være 6 våbenføre terrorister til at der kun stod en tilbage overfor Grombert og han kløvede bare hovedet af den inden den nåede noget som helst. Perian og Beiro tog sig af 3 lejesoldater med deres buer og jeg blastede den sidste. der var ikke gået 12 sekunder fra de så os første gang til de allesammen lå døde på jorden... ja ja vi skulle nok ha ladet en overleve så vi kunne have fået nogle oplysninger ud af det, men det ville skæbnen ikke! Til gengæld fik vi fat i nogle af de tyvekoster blandt andet nogle fine lysestager fra Chaunteakirken, som hæren havde taget med sig fra Greenest og vi blev enige om at lægge dem til side og så tage dem med når vi skulle tilbage til byen.
Vi fortsatte længere og længere væk fra Greenest og landskabet ændrede sig fra marskland til bakkelandskab med klippeformationer spredt rundt omkring, og vi gik lige i fælden.
Hæren havde selvfølgelig efterladt en lille gruppe som skulle tage sig af eventuelle forfølgere og vi faldt i et baghold. Fra klipperne overos regnede det ned med projektiler og sågar træstammer. Perian og jeg søgte ly under en klippeformation og da vi stak om på den anden side havde nogle forberedt en lille velkomst til os oppe fra og en stor træstamme rullede ned mod os og vi sprang for livet, og slap afsted med det.
Vi fik styr på begivenhederne og slået bagholdet ned og forklædte os i de kutter som var blevet båret af kultmedlemmerne der angreb os, fik jeg nævnt at jeg blastede lederen ud af sine støvler, han så aldrig hvad det var der ramte ham :-). så fortsatte vi vel vidende at nu måtte hæren være indenfor rækkevidde.
Vi diskuterede frem og tilbage om hvordan vi nu skulle komme frem til at få fat i de informationer der var forventet af os, og jo nærmere vi kom hærens camp jo mere gik det op for os at vi nok bare var nødt til at prøve at falde i med den menige soldat og se hvor det ville bringe os hen.
DER var den, hæren, lige foran os i en slugt i en forhøjning der steg voldsomt både til højre og venstre for os. Vi vadede lige ind i myretuen. en Camp der tydeligvis var under opbygning men som også så ud til at have ligget der noget tid. Masser af kobolder, lejesoldater og cultister. og i et bur lige indenfor indgangen stod fanger i kæder. allerede der besluttede jeg mig for at jeg ville forsøge at give fangerne en chance for at flygte inden at vi forlod området igen, men i første omgang gik vi endnu længere ind i lejren. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at indprinte mig hvor tingene var i lejren så jeg kunne nedfælge et kort over den til senere brug. Vi fik hurtigt opgaver, jeg selv fik køkkentjansen, og oplysningerne nærmest væltede ind.
Vi vidste snart at hæren består af omkring 250 soldater. Ledelsen er en sort halvdrage ved navn Rezmir, en kvindelig kommandør, Frulam Mondrath og en blå halvdrage som jeg ikke har navnet på, desuden havde de en hilsen hvor de med fremstrakt hånd råbte noget med "Tiamat", nogle viste alle fem fingre frem andre færre, det fandt vi ikke helt ud af hvad det handlede om. Den sidste oplysning vi fik var at der var en forventning fra hærlederne om at Campen skulle stå helt klar til dagen efter klokken 12.
MEN så begyndte problermerne med Perian Hilltopple, jeg havde lidt svært ved at se hvad der foregik, men han råbte og skreg af den kvindelige kommandør og kaldte hende alle mulige grimme ting og så blev han bastet og bundet og dømt til døden den efterfølgende dag kl. 10. Det gode ved det var at han fandt ham munken som vi også ledte efter, han sad nemlig lige ved siden af ham og var sikkert også dømt til døden. Men jeg forestillede mig at det var en del af Perians gameplan, så jeg involverede mig ikke. Så var der halvelveren, han havde ligesom slået sig sammen med Grombert og levede sig vældigt ind i rollen som cultist, svinede fanger til og slog om sig på mindre bemidlede, det var næsten som om rollen passede ham godt.
Lækre stege blev drejet hen over det åbne bål og jeg serverede for hærledelsen og derefter satte jeg min lille plan i værk for at give fangerne mulighed for at flygte. Jeg samlede resterne fra stegene på et stort fad og begav mig mod fangerne. Da jeg nærmede mig blev jeg stoppet af en kobold som overtog fadet. Han havde nu ikke tænkt sig at fangerne skulle have resterne overhovedet, men tog dem hen til hans kammerater. Det var faktisk bedre end jeg havde planlagt for nu var deres fokus udelukkende på maden og jeg fik adgang til fangeburet uden at vagterne ænsede min tilstedeværelse. Jeg åbnede låsen og fortalte dem at de nu kunne forlade buret ved bedst tænkelige lejlighed. Men de stakkels fjolser kunne slet ingenting selv og forventede at jeg nærmest skulle bære dem ud derfra. Men de kaldte mig "Dragonsbane" og jeg kan da ikke undsige mig at jeg blev lidt stolt og kom til at bruge for lang tid hos dem. De troede simpelthen at jeg var kommet som deres frelser. Det var jeg jo sådan set også men jeg troede ikke mine egne øjne da de pludselig brød ud af deres fængsel og råbte på min hjælp og alles øjne rettedes pludseligt imod os. Jeg var nødt til at overlade dem til deres egen skæbne, men de oplevede da at dø i frihed (næsten). Men tænk sig at kobolder bare uden videre slår fanger ihjel som er i deres lænker, det virker rimeligt dyrisk, men på den anden side så tog vi jo også livet af sovende kobolder, så er vi overhovedet bedre???
Jeg blev taget med til forhør hos hende kommandøren og inden jeg fik set mig om sad jeg også surret fast i selskab med Perian og Munken, dog uden en dødsdom over hovedet.
Det var efterhånden blevet sent på natten da Perian fik løsnet sine reb og afleveret en lille dagger han havde gemt i sine støvler. Jeg fik ligeledes skåret mig fri og nu planlagde vi vores flugt. Sleeps-spells lukkede vagten ned men desværre blev vores forehavende opdaget af en cultist. vores flugtrute var at kravle op over fæstningens naturlige mur og ud i natten. MEN det er jeg sgu ærlig talt ikke for go til, munken og Perian fløj afsted, jeg blev nede og det var lige ved at blive min død. Heldigvis kastede de et reb ned til mig og så fløj jeg nærmest op. Et andet sted i Campen lavede Grombert og Periadon ballade og jeg er ikke i tvivl om at det var med til at vi kom væk, men vi vidste ikke hvordan deres forehavende sluttede da de stak af i stik modsat retning af os, vi håbede det bedste, også fordi de slæbte rundt på vores rygsække.
Vi løb alt hvad remmer og tøj kunne holde, men lige lidt hjalp det for vi kunne næsten mærke de små dragers ånde i nakken som de sendte efter os og de var mere hjemmevante end os og hurtigere i terrænet så vi blev indhentet. Nu måtte det briste eller bære. vi kæmpede for vores liv og vi vandt. 3 små blå drager uden vinger lå på slagmarken og nu kunne vi koncentrere os om at finde vej tilbage mod Greenest.
Egentligt var det meningen at vi skull have samlet de der tyvekoster op på vejen som vi havde lagt til side, men da vi rejste om natten fandt vi aldrig tilbage i det samme spor. -Næste morgen da vi ankom i Greenest blev vi genforenet med Grombert, Periadon og Hadarai og vi gennemgik nattens og gårsdagens hændelser med borgmester nighthill og Gromberts bror.
Efter ikke at have sovet i næsten to døgn var det tid til en laaang lur, men inden jeg lavde hovedet på puden checkede jeg lige min oppakning, og pudsigt nok så fandt jeg faktisk en del ting i bunden af min ransel, blandt andet et par lysestager signeret "Chauntea" og nogle andre sølvting. Gad vide om det er nogle Grombert har lagt i den mens han bar den, men dem aflevere jeg da tilbage ved lejlighed.

CHAPTER 3: BACK TO CULT OF DRAGON CAMP - THE DRAGON HATCHERY

Knap tilbage fra Cult of the dragon camp, med tanker om lidt afslapning og samling af gruppen, blev vi kaldt ind til borgmester Nighthill & Leosim, som spurgte, om vi ikke lige kunne hjælpe engang til. Vi skulle bare lige tage tilbage til Campen og finde mere præcist udaf hvor hæren ville tage hen/angribe, og hvis vi kunne finde udaf hvad der var i hulen ville det også være fint. De mente at vi havde allerede gjort rigeligt, men de havde ikke andre at spørge. Tilbød os også en fin belønning.

Selvfølgelig accepterede vi og fik pakkede udstyr sammen og gjort os klar til endnu en tur til Camp of Cult of the dragon, personligt håbede jeg at den halv-blå øgle stadig var der, han havde lagt mig ned en gang, og det ville ikke ske igen, Beiro, Hadarai, Grombar og mig var klar til afgang, men hvor var nu Paenis, væk var han... Vi forhørte os omkring men kunne ikke finde ham, fik nogle vage svar om nogle lysestager og Chauntea, men kunne ikke helt finde hoved og hale idet, så ham måtte vi undvære og afsted kom vi.

Vi kendte jo vejen, og besluttede os for at liste ind fra bjergsiden, vi fik også sneget os ind og lidt af en overraskelse ventede os, campen var forladt. Eneste levende i campen var en gruppe rangers, der kom ridende ind med antiloper og kaniner. Mærkeligt, vi blev enige om at prøve at introducere os for gruppen af rangers, og gik mod indgangen af campen, vi nåede ikke så langt før 2 rangers til hest stoppede os, og fortalte at dette var deres område og handel, som vi ikke skulle blande os i. Jeg fik hurtigt fortalt at vi ikke ville ødelægge deres handel, og at vi bare prøvede at finde udaf hvor hæren var rejst hen. Rangeren blev utroligt snaksalig, da han hørte vi ikke ville tage deres handel, og fortalte at hæren med Rhezmir i spidsen var rejst til Vergost, dagen før. Vi spurgte forsigtigt til hulen, og fik fortalt at de lagde deres jagtbytte ved indgangen og fik guld retur, de havde aldrig været inde i hulen men var også ligeglade så længe der var guld at hente. Ergo var hulen befolket og vi måtte lægge en slagplan for at komme ind i den. Beiro fortalte at han kunne gøre en af os usynlig, men mente ikke selv at han var den bedste til at liste rundt, så jeg meldte mig selvfølgelig og fik listet mig ind af indgangen.

Inde i hulen var der 2 vagter der gemte sig bag søjler, og længere inde var der et rum fyldt med svampe både store og små. Jeg listede mig ud igen og fortalte de andre hvordan det så ud. Planen blev at jeg listede mig ind igen og placerede mig så vagterne ikke kunne løbe længere ind i hulen, når de andre kom ind. Beiro, Hadarai og Grombar gik stille og roligt ind, og selvfølgelig angreb vagterne, men dem fik vi gjort kort proces af. Vi undersøgte rummet med svampene og fandt et spor omkring svampene der var mere brugt end andet. Vi fik listet os forbi alle svampene og kom dybere ind i hulen. Hulen åbnede sig op og der var flere veje vi kunne vælge, men da vi hørte lyden af stemmer blev belsutningen hurtigt taget. Rundt om hjørnet stod en større gruppe kobolds, og kampen var igang, godt at Hadarai havde advaret os om at han kunne lave sig om, for pludselig var han væk, og en kæmpe bjørn stod der istedet. Et par af koboldene prøvede at komme hen og få fat i en nøgle for at åbne et gitter, men dem fik Beiro gjort kort proces af, og inden vi fik set os om, var kampen slut. Vi var selvfølgelig nysgerrige og fik åbnet gitteret og kom ind i en hul, hvor der var knogler på gulvet og på den en væg hang der seletøj og lign. Inden vi nåede at undersøge videre blev vi angrebet af 3 af de små blå drager uden vinger, nu blev vi presset lidt mere og Grombar måtte da også en tur ned i gulvet, men vi kæmpede bravt og de blev nedkæmpet. Vi fik Grombar på benene igen og undersøgte videre. Nu kom vi til et rum der stank og lignede deres affalds rum, fyldt med alverdens ting, Hadarai skyndte sig ind, da han var sikker på at han kunne finde noget bedre armor og noget reb, og de andre fulgte med, mens jeg holdt mig lidt på afstand, hold fest hvor der lugtede. Og ganske rigtigt bedst mens de rodede i bunken, sprang 4 ildelugtende Troglodytes frem og angreb, men igen var de ingen sag for os, det væreste var stanken som gjorde nogen af os lidt dårlige. Beiro brugte sin magic til at finde nogle ting, som bliver spændende at se hvad kan, når vi for dem undersøgt.

Nu var vi efterhånden lidt brugte og trængte måske til lidt hvile, men som ægte helte, valgte vi at forsætte, og endelig kom vi ind til hulens kerne, hvor i det næste rum, der var et alter til Tiamat, med en kiste på. Men det var ikke det vigtigeste, for i rummet var også den grimme halv-blå øgle og et par livvagter. Han begyndte selvfølgelig at prale med at han havde lagt mig ned før, og det ville ske igen, men ikke denne gang, det blev en hård kamp, hvor øglen også breathede lyn mod Grombar som sendte ham i gulvet, men Hadarai fik ham hurtigt op igen og med god hjælp fra Beiro, Hadarai og Grombar, fik jeg efter hård kamp sat dødsstødet ind på den grimme øgle. Knapt færdig med kampen begyndte Beiro at undersøge rummet, og mens vi var igang, hørte vi pludselig stemmer ude i gangen, og bedst som vi skulle have kaldt Beiro klar til kamp var han væk. Vi fik hurtigt øje på et hul i gulvet, bagerst i rummet, og kunne høre stemmer dernede fra. Jeg tænkte straks lad os få lokket rotterne ud af hullet, så jeg kappede hovedet at den halv blå øgle og smed det ned i hullet. Skal da nok lige love for at der kom gang i den, strakts blev der kommanderet dernede fra af en kvindestemme, og de begyndte at barrikadere sig med borde og lign. Jeg tænkte det skal de ikke, så jeg smed den ene af olie lamperne fra alteret ned i hullet og fik sat ild i deres barrikade, så var vi ihvertflad sikre på, at der ikke kom nogen derfra et stykke tid og vi kunne koncentrere os om den gruppe af vagter der nu kom stormende ind i rummet, vi nåede lige at placere os strategisk godt, og kampen gik i gang. Der vrimlede ind med vagter, men Hadarai og mig ville have gjort relativ kort proces med dem, hvis det ikke var fordi at vi hele tiden skulle have Grombar op på benene igen. Han er en god og modig dværg, men synes nu ikke han holder så længe ad gangen, kan godt være at gruppen skal til at kigge sig om efter en god kriger... Nårh tilbage til kampen. Bedst som vi troede at vi var ved at have fået styr på de vagter, kom Frulahm Mondath (ved ikke om det er stavet rigtigt), the wearer of purple til syne bag de sidste vagter. Hadarai og mig selv var på de sidste reserver, men med fælles hjælp (Grombar var i gulvet igen), fik vi hende nedkæmpet tilsidst med en velplaceret pil. Endlige lidt ro... Beiro kom tilbage, viste sig at han var røget ned i hulet, men havde hurtigt gjort sig usynlig, og listede efter vagterne, fik også dræbt et par stykker, samt fundet nogle af hærens papirer.

Nu tror jeg vi lige skal have samlet tropperne, få et overblik over de ting/papirer vi har fundet, også mangler vi lige det sidste af hulen.....

Fik afleveret kirkebøssen og et par lysestager tilbage til Chauntea kirken, det skabte vældig glæde og rørende scener, der er nu ikke noget som når en hel folkeskare hylder "Paenis, Paenis, Paenis...."

Chappter 4: Travelling

Mødtes med de andre i ægklækkeriet og hjalp dem ud af nogle problemer med en af de faste beboere derinde. Vi fik desuden befriet en Dværg fra hans snærende bånd, fanget af kobolds, fnis! Men ham dværgen var nu vældig stolt og jeg tror sgu jeg hægter mig lidt på ham, han virker virkelig våbenfør og det kan man jo altid bruge. Våbenfør det kan man til gengæld ikke kalde Druiden, han røg ud i første runde til en masse Tentakler der gemte sig i de inderste huler. Så vi måtte slæbe ham afsted til byen med håbet om at vi kunne puste nyt liv i ham... Men nej, der var ikke nok "power" i Chaunteapræsten, så vi fik en notifikation med på at der skulle vises velvilje overfor os i præsteskaber mod nord, så det gjorde vi, rejste mod nord, mod byen Eltorell.
Vi indlogerede os på "A pair of black antlers" og mødtes med munken Leosin som vi jo havde mødt i Greenest.
Vi fik pustet nyt liv i Hadarai (druiden) og det var godt at se ham i fuldt vigør igen. Vi blev kaldt sammen på kroen og der mødtes vi med Unthar Frume som er sådan en "Highrider" i byens vagt, han var noget høj på sin hest og regner vist ikke Halflings som noget særligt, men jeg synes nu man skal lade være med kun at vurdere en mand på hans størrelse. Unthar Froome opfordrede os til at følge efter karavanen mod Baldurs gate og så videre mod Waterdeep.
Vi sejlede med kano ned af floden og røg i en slags knibtangs bagholdsangreb. Floden var dæmmet op så kun en lille del af den kunne passeres, og ud fra dæmningen trådte 2 Owlbears frem og de var sultne og bevæbnet til næbbet. De kastede kæmpe store kampesten efter vores små kanoer og vi fik travlt med at komme ind til bredden, hvilket er lidt af en opgave når man er under pres. Jeg skulle lige til at rette et Blast af mod den ene da jeg fik en kampesten lige i hovedet. Jeg gik ud som et lys.
Jeg lå bevidstløs i båden men i mit hoved foregik der ting og sager, et lys, nærmere en flamme lyste op i mørket i mit sind og en mørk stemme rungede i mit hoved. stemmen talte på en eller anden underlig måde, det var ikke common eller halfling men alligevel forstod jeg det. Den fortalte hvordan den kunne bruge min hjælp, hvordan vi kunne hjælpe hinanden og hvad jeg ville få for at hjælpe den... og hvad der ville ske hvis ikke jeg hjalp den... Så vågnede jeg ved at Beiro the wiz hældte en helende væske i mig. Jeg erindrede kun svagt hvad stemmen havde sagt og henlagde det igen, for en stund.

Vi kom til Baldurs gate hvor vi fandt frem til konvojen hvor vores venner fra "Cult of the dragon" havde taget plads og vi fandt på forskellig vis ind i konvojens vagtberedskab for at vi på bedst mulig måde kunne følge dem på nærmeste hold og måske ovenikøbet kunne trække flere oplysninger om deres planer.

På rejsen nordpå mod Waterdeep stødte flere til karavanen, blandt andet en lille pige, det viste sig hun var en gnome, og en tavs troldmand med rituelle tatoveringer i hovedet.
Undervejs mod Waterdeep blev tonen mellem vagterne fra Culten og os andre noget mere barsk og truslerne fløj i luften. Ikke mindst Beiro blev udsat for Cultisternes lune og en nat mens vi havde vagten forsøgte de også at myrde ham i hans søvn, men jeg håber ikke han glemmer at jeg reddede ham lige der hvor han havde aller mest brug for det. Så vi forlod karavanen og fulgte efter den på god afstand på resten af turen.

I Waterdeep fik vi lige en dags tid inden en ny karavane skulle tage os endnu længere nordpå og det var her jeg fik første vidnesbyrd om at det ikke kun var en drøm jeg havde haft på floden, et lille dyr henvendte sig til mig med beskeden om at den nu for fremtiden, for dens herres tjenester til mig, vil hjælpe mig og følge mine befalinger. Det kunne jeg jo slet ikke sige nej til og jeg fik også hurtigt brug for dens hjælp. Han hedder forøvrigt Jaskula og har mange ansigter, jeg skal nok vænne mig til det.

Nu var det så at karavanen skulle nordpå igen , men inden mødtes jeg lige med min kontakt i Waterdeep og fik styr på lidt ting. Sagde til hende at hun kunne holde øje med min familiar for flere informationer.

Chapter 5: The Marsh og borgen Neythar

Vi drog afsted, 10 dage gik der inden der ligesom skete noget interessant. Vi ankom til en handelsstation hvor vi skulle overnatte. En halvork stod for stedet og karavanens gods blev ført ind i et lagerrum.
Jeg sendte min familiar på sin første rigtige opgave. Bad den om at finde ud af så meget som muligt om de handelsvarer som Dragekulten transporterede og det gik faktisk meget godt. Den fandt en skjult dør i gulvet i lagerrummet og så flere af kasserne blive fragtet væk af øglemænd og den så ligeledes at den tatoverede troldmand forsvandt igennem lemmen sammen med varer og øgler. På en lidt besværlig måde lykkedes det os at komme efter dem.
Vi fulgte efter dem igennem en længere tunnel og endte i en sump og vi gættede os nogenlunde frem til en placering nord for Waterdeep. Vi overnattede en enkelt nat i sumpens udkant inden vi skulle videre. I løbet af natten blev vi introduceret for en af de lokale beboere, en kæmpestor trold. Den var ulækker og støjende men vi fik sat skik på den og idag er den ikke længere.

Næste morgen blev vi vækket af nogle andre af de lokale, Lizardmen og de ville lige se os an. De fik fortalt os en masse om de nyankomne i sumpen, der har invaderet den gamle borg, om drager og mennesker... og til sidst fik de også sagt at de gerne så at vi fordrev dem fra stedet. Det lovede vi at gøre hvis lejligheden bød sig og vi bad dem til gengæld om et kort over den omtalte borg og ligeledes bad vi om hjælp fra dem såfremt at vi kom i uføre.
DET gjorde vi....

Da vi senere på dagen nærmede os den gamle borg så vi en velfunderet bygning med vagter, voldgrav og skydeskår på murene.
Der skulle vi ind og det så ikke spor nemt ud.
Vi valgte, enstemmigt, at gå komme ind fra den eneste del af bygningen som ikke så så bevogtet ud.
Det var første fejlvurdering. Den del der skulle være forladt var i den grad beskyttet. Vi sejlede om langs voldgraven i ly af mørket og lagde til under det "forladte" tårn. Beiro havde tænkt sig nogle tanker om hvordan vi skulle komme ind i tårnet og skuffelsen for ham var stor da hans spell ikke rigtigt fungerede til formålet. Så fandt på at kaste "spiderclimb" på dværgen så han nemt kunne kravle op af væggen for at tilse tårnet. Det gik fint, han kiggede ind af det første vindue og erfarede at tårnets nederste del var ubeboet og blev brugt som garnisionens losseplads. Så kravlede han videre til næste etage på tårnet og kaldte på os andre at det var et tårnværelse og det så ud som om der lå nogle spændende dokumenter på et bord derinde. Druiden tænkte hurtigt at han var manden der kunne komme op af muren og ind mellem tremmerne hvis han bare transformerede sig om til en edderkop for så at entrere rummet på den måde. Desværre kunne han ikke forudse at han udløste en gammel hemmelighed, nemlig de 6 gespenster som trådte frem fra skyggerne og angreb alle i området. Alle blev fuldstændigt overraskede og derfra gik tingene mest ned af bakke. Især for dværgen, for den "Spiderclimb" som Beiro holdte ham oppe på muren med blev åbenbart ophævet og derefter faldt Dværgen 20 fod ned i båden. Men heldigvis havde Beiro et trick i ærmet som kom dværgen til gode og som nok har holdt troen på spellcasteren i hævd.
Det var en lang kamp hvor jeg selv faldt i voldgraven og måtte forsvare mig mod voldgravens vogter, krokodillen. Jeg forsvarede mig med minor illusions og ingen skal nogensinde undervurdere det spell igen.
Vi overlevede med nød og næppe kampen ved borgen men måtte flygte mede halen mellem benene ind i sumpen.....
På den igen for ind skulle vi, på borgen Neythar.
Som den der ikke står for de store beslutninger lyttede jeg spændt på da der blev diskuteret hvordan vi dog skulle komme ind på borgen, og da spændingen blev udløst var der enighed om at angribe problemet på samme måde igen, udfra devisen om at "det kan de umuligt forestille sig at vi gør".
Jeg tror faktisk heller ikke at der var nogle på borgen der havde regnet den ud og vi kom sikkert ind i borgtårnet som vi var blevet fordrevet fra tidligere.
Vi fik faktisk et nyt bekendtskab, en Otyugh, som levede af skrald fra borgens beboere. Vi fodrede den med frisk kød og derefter var vi venner, dejligt primitivt, men det blev en god hjælp senere.
vi kom op i øverste tårnværelse hvor vi havde god udsigt over den østlige del af borgen. Vi diskuterede længe hvordan vi skulle komme videre ind i borgen og som sædvanligt valgte vi IKKE den nemmeste vej. Vi bestemte os for at gå efter tårnet i midten af borggården og måden det skulle ske på var ved at kravle ind på loftet af tårnet. Det lykkedes ikke.
Jo for Dværgen lykkedes det og så var vi spilttet i 3 grupper. 2 på jorden i borggården, begge halflinger tilbage i borgtårnet i hjørnet og så dværgen i midtertårnet og så fik vi forøvrigt sat gang i alle borgens forsvarere.
Ja det nærmest væltede ud med troldmænd, bullywugger, lizardfolks, og andre spellcastere. Vi to Halflings blev belejret af bullywugger der forsøgte at kravle op i tårnet og så kom to stengargoyles igennem tårnvinduet for at spidde os på deres spyd. MEN de kunne jo ikke vide at Halflings er fyldt med løjer, og vi kom ud fra tårnet i hel tilstand og bullywuggerne blev slagtet og Gargoylerne blev totalt forvirrede. Det er ikke en dårlig kombination at kunne se i magisk mørke samtidig med at man selv kan frembringe mørket. Det reddede os ihvertfald i den situation, nåh ja, og så hjalp det lille illusionstrick jo også os ud derfra.
De andre kæmpede deres egne kampe og efter indledningsvis at være presset helt i bund begyndte de at få bugt med de værste lømler. Typisk at de stikker af når modstanden bliver for stor. Vi fik faktisk ryddet borgen til sidst med hjælp fra Snapjaw, som vi ligeledes overlod varetægten af borgen til.
Vi fandt nogle spændende ting på Borgen , blandt andet et kæmpe "mikroskop" som man kunne indstille på alle mulige måder så man kunne se forskellige ting rundt i Faerun. Vi kiggede i det med den indstilling som den var låst fast i, mest for ikke at ødelægge noget, og fandt til vores overraskelse ud af at den var indstillet på "dragen i sumpen", men det viste sig at der faktisk var tale om hele 2 drager der bare ser fuldstændigt ens ud, så tror da pokker at det virker som om at de kan være flere steder på en gang :-)
Vi fik Snabjaw til at låse af til midtertårnet for at lizardfolkene ikke skulle ødelægge den fine mekanik. Vi fandt også andre spændende ting som vi fordelte iblandt os.
Jeg personligt fik nogle "lenses of charming" og en fantastisk "Rod of the pact keeper", og jeg fik også lov til at bære "rope of climbing" så det var et godt loot. Tror også Wizarden var tilfreds da han kunne tilføje spellbooks til sit loot.
Vi fik overnattet efter strabadserne og da jeg vågnede om morgenen kunne jeg mærke at min patron havde beriget mig med flere evner, fantastisk.
DET var også på det tidspunkt at jeg fandt ud af at Zenon Jaskula the familiar nåede sit bestemmelssted og jeg kunne aflægge rapport + tilføje extra krydderi til organisationens fremgang i Waterdeepregionen. Spændende om det bliver ført ud i livet, Jeg burde jo nok have nævnt de 2 drager, men det er for sent nu.

Chapter 6: Portalen og Talis

Vi fortsatte ekspeditionen ned i katakomberne under Neythar, nogle havde for det første lavet en aftale med Snapjaw om at vi skulle nedkæmpe bullywughøvdingen Pharflex Spattergoo og derudover havde vi opsnappet information om at skattene som Cult of the dragon har slæbt til Castle Neythar er blevet sendt videre igennem kældrene og videre igennem en portal. Vi fandt Pharflex og han døde sammen med alle hans Spattergoo venner og vi fandt portalen og vi aktiverede portalen med kodeordet som vi fandt på et brev i Neythar.
Portalen sendte os ud i et helt nyt landskab, en stor åben plads i et bjergfyldt landskab, rundt om os stod menneskeskabte søjler fra en svunden tid og to store huse lå i 100 fod derfra. Et skilt med ordet Parnast viste vej i nordlig retning og luften var frisk og ikke spor sumpagtig.
Husene var pæne velholdte huse, typiske huse man finder i bjergene og jeg erindrede at have set byen Parnast på et kort engang og jeg regnede mig frem til at vi måtte være et sted i Greypeak mountains, øst, temmelig meget øst for Waterdeep.

Nysgerrige efter at finde ud af mere om "The dragon cult " og hvor de forsvinder hen, gik vi mod det ene af husene for at finde informationer. Vi blev mødt af en guteral stemme som råbte "Sig kodeordet"... Det var der ingen af os der kendte så vi forberedte os på at vi nok ville blive råbt an... Det gjorde vi ikke, men derimod væltede der en firearmet trold ud af døren og den var kamplysten, samtidig med at den råbte varslinger til en "Talis".
Så kæmpede og kæmpede og kæmpede vi, men trolden ville bare ikke dø og alting så virkelig sort ud. Jeg fik placeret mig så dårligt i kampen at jeg var nødt til at lave en "exit". det var bare ganske kort tid, men det gav mig lige luft igen og da jeg vendte tilbage i kampen lykkedes det mig faktisk at sætte Trolden helt ud af spillet, meget godt gået af en halfling. Men det var kort jeg nåede at glæde mig over nedslagtningen for ud af et vindue i det andet hus blev jeg blæst baglæns af is og kulde, jeg tror det var Perian som sagde hende Talis brugte sin Wand, og jeg tænkte hun var i besidelse af stærk magi. Så selvom jeg virkelig kom under pres kunne jeg ikke undgå at tænke at sådan en Wand virkelig ville være nyttig på vores rejse.
Men efter troldens død fik vi overtaget og til sidst opfordrede Talis til våbenhvile. Jeg tror hun fornemmede at hun var i problemer, men det var da godt hun ikke vidste hvor lavt vi selv kørte på ressourcerne.
Der blev indgået den aftale a vi ville lade hende gå og opsøge hendes personlige fjende nummer 1 Rezmir, mod oplysninger om Cultens bevægelser og gerninger.
Hun var meget meddelsom, håber ikke hun var løgnagtig, men hun fodrede os med ting som vi aldrig havde kunne indhente andetsteds.
Talis kunne fortælle om hemmelig tegn og koder, fem fingre i vejret samtidig med ordlyden "hil Tiamat". Det bliver sjovt at se dværgen få det over sine læber.
Talis kunne fortælle om et slot i skyerne "Skyreach castle" som bliver styret af en Cloud giant. Talis fortalte videre om hvem der er ombord på skyreach og hvem der bevogter den kæmpemæssige skat som Culten har samlet sammen.
Talis har ligeledes givet os et banner og noget tøj som vi kan skjule os under når vi åbenbart skal finde ombord på luftskibet. Jeg ved nu ikke rigtigt... og desuden er det eneste jeg kan tænke på hendes seje wand der kan kaste med sne og is.

Chapter 7: Det flyvende isbjerg (Castle Skyreach)

Vi (Zenon Jaskula og jeg) forsøgte virkeligt at erhverve os Talis´ wand men det var ikke så nemt og vi måtte opgive forsøget, uden at blive opdaget.
Om morgenen tog vi afsked med Talis og drog mod Parnast. Humøret var anspændt da vi jo gik direkte imod et af Clt of the dragons hovedkvarterer, Skyreach castle. Men den første opgave var jo at komme til Parnast og finde den flyvende borg uden at blive opdaget.
Det gik overraskende godt at komme ombord på Skyreach, ja vi gik faktisk direkte ombord efter at Perrin opsnappede kodeordet til at komme forbi vagterne.
Os to halflinger og Zenon Jaskula valgte at entrere Skyreach som usynlige for ikke at vække opsigt i blandt alle de store.
Sikke et isslot, Skyreach castle. Fantastisk flot og imponerende men vi havde ikke megen tid til at dvæle ved udsigten. Perrin og jeg bestemte os for at bruge resten af den tid som den usynlighedsformularen virkede på at sondere borggården, håbet var at vi kunne finde et sted hvor vi kunne arbejde ud fra. Det fandt vi også, MEN der gik ganske få minutter før end voldsom tumult bredte sig ganske tæt på vores nye gemmested. Det var naturligvis Dværgen, troldmanden og Druiden der havde trykket på samtlige alarmer i området og en voldsom kamp brudte ud. Fireballs, usynlige troldmænd, stenkæmper og meget meget mere var en del af kampen og kort fortalt kan jeg sige at jeg kun med nød og næppe overlevede og at jeg ikke ved hvordan det er gået med de andre. Det vil overraske mig meget om de er levende endnu. Men jeg blev faktisk smidt ud fra Isborgen i flere hundrede meters højde og overlevede kun fordi Zenon var der til at afbøde faldet. Nu står jeg i Parnast uden andet end det tøj jeg har på, ingen Rod of the pactkeeper, ingen Rope of climbing, ingen udstyr, og ingen venner.
What to do, What to do???

Chapter 8: Jeg har en ven.
Aldrig helt alene, heller ikke i Parnast når man har en overjordisk forsørger. Man glemmer det nok lidt til hverdag , at sætte pris på de ting som er givet en i fødselsgave. Men her, på røven i Parnast viste han sig for mig igen. Kulzu talte med hans ynglingsdiscipel igennem Xenon. Men hans magt og magi kunne mærkes som om han selv stod ved siden af mig. Jeg føler mig utroligt priviligeret over at han ser et lys i mig, selvom han da lige havde lidt rettelser til hvordan han syntes at jeg skulle finde den rette vej. Derudover havde han også et par småopgaver som jeg skulle ordne og så havde han gaver med til mig. Bedst af alt så havde han et sæt sort tøj med til mig af betydelig god kvalitet og jeg synes faktisk selv at jeg tager mig godt ud i sort.
En af de ting han gerne så ændret var jo mit navn og han havde sågar tænkt over hvad det skulle være : "Zo Ra Kulzu", lidt dystert men man kan jo sige at der vel som sådan ikke er noget mærkeligt i at han gerne vil have lidt valuta for det han afstår og så kan jeg da godt hedde "Kulzu´s Elev" og så lyder det jo faktisk også federe når man nu står på magtens tinde, end Paenis.
Efter jeg havde fået nogle ting på plads med Kulzu så måtte jeg jo videre. Jeg sendte Xenon efter Skyreach så jeg i det mindste havde en chance for at finde det igen og så drog jeg op mod Talis´s hytte igen. Jeg tænkte at hvis nogen skulle kunne sende mig efter Skyreach, så var det Talis. Men Talis er en dreven skurk og jeg der havde håbet på at hun selv ville sætte efter Skyreach tog fejl. Jeg havde ellers medbragt to Wyverns fra Parnast i håbet om at hun ville kunne overtales til at tage med på den ene, så vil jeg undlade at fortælle nogen at jeg faktisk havde tiltænkt hende en skæbne der ville indvolvere: Wyvern, Polymorph, frit fald og hendes død, men sådan skulle det ikke gå. Istedet fremtvang hun en meget uholdbar situation hvor hun fremlagde min situation som følgende "enten så tager du Helmed horror med og Veteranwarrior også overtager i styringen af Skyreach castle og får den tilbage på rette kurs eller også dør du og dine venner". Det var ihvertfald noget i den retning hun foreslog. Jeg overvejede længe hvordan jeg nu skulle komme ud af den situation og fandt til sidst på en løsning og derfor godkendte jeg hendes "deal".
Eftersom det var almindelig kendt at det var en cloudgiant som sytrede skyreach så tænkte jeg at det nok var lige i overkanten af en mundfuld for Talis´s kumpaner så derfor styrede jeg efter at lande i nærheden af kontroltårnet af i håbet om at kunne lave så meget ravage der som muligt og undgå konfrontationen med mine egne rejsefæller, jeg ved sku ikke lige hvordan de havde tacklet at se mig dukke op med de 2 bag mig. Konfrontationen gik over al forventning og Cloudgianten, helmed horror og Veteran Warrior gik lige i flæsket på hinanden, mens jeg holdte mig ude af den tumult. Men jeg havde ikke set for mig at Cloudgianten ville farer lige ind i sit styehus for at Crashe hans isslot så snart han havde gjort det af med Talis´s håndlangere.
Jeg fornemmede nu stor farer ved at være på Skyreach og derfor satte jeg i hast en plan i værk der også indvolverede den hvide drage "Snehvide". Men da jeg ankom i hendes iskælder var hun faktisk ved at forlade den synkende skude. Jeg fik lige sendt en hilsen afsted med dragen til Talis og så dykkede jeg ned i Dragens enorme skatkammer og snuppede et par ting.
Så styrtede Skyreach ellers mod jorden og skoven.
Efter at have taget en pause i skovens stille dyb blev jeg forenet med den restende del af gruppen som rent faktisk havde overlevet.
Perrin var død og borte, sikkert endnu et offer for gruppens manglende forståelse for at stå sammen.
Dolgirn lignede også noget der var tabt fra 600 fods højde og der var ikke ngle livstegn fra ham, men der blev insisteret på at medbringe hans sønderrevne krop med håbet om at hans gud ville være ham nådig.
Ham præsten som Xenon havde rapporteret om at jeg kunne finde ombord på Skyreach havde de resterende medlemmer af gruppen samlet op og taget med.

Druiden Hadarai havde åbenbart venner i den skov vi var havnet i og de var ivrige efter at hjælpe os ud derfra.

Efter vi forlod skoven og resterne af skyreach castle tog begivenhederne fart. Efter en del rejseaktivitet havnede vi tilbage i Waterdeep hvor vi blev modtaget med åbne arme og inviteret til "stormester" møde. Her fremlagde vi vores oplevelser med Deagon kulten, Talis, Skyreach castle hvad vi ellers vidste. Og takken var: opsøg dværgen Varran og se om det er muligt at tilvejebringe en dragemaske.
Så vi måtte på den igen efter at Dolgirn var blevet vækket til live igen af de mægtige præster i Waterdeep.
Et Teleportspell sendte os i nærheden af den teltby hvor spioner fra Waterdeep sidst havde observeret Dværgen Varran og vi forfulgte hans spor til en "forladt" tempelby i marskområdet nord for teltbyen.
Her i det her "Tempel" har vi indtil nu kun fundet problemer, lidt guld og lidt sjov, men absolut flest problemer. Det tærer på alles kræfter og mange er let irritable og humørsvingende. Selv min familiar har været ved siden af sig selv og det udmøntede sig i at han ville realisere sig selv og være en del af gruppen. Jeg synes det var en dum idé da jeg jo godt ved hvordan sådan nogle hellige kameler på deres høje heste reagere når de møder det fremmede, ukendte og okkulte. Men Zenon har jo sin egen mening og det vil jeg ikke tage frem ham så han valgte at vise sig selv i "Imp" skikkelse og lægge kortene på bordet om hans lyst til at blive accepteret af gruppen på baggrund af det store arbejde han havde lagt i at være spejder for gruppen de sidste måneder.
Religion er årsag til de fleste krige og hvorfor, fordi man ikke kan acceptere hinandens forskelligheder og når vi nu taler om accept så er der da ikke noget værre end at høre på Torm og Lathander præster der himler op i retfærdighedens navn. Det er svært at forestille sig magen til hykleriske holdninger for den udenforstående. Men her var der altså tale om en lillebitte hjælper som har været der for gruppen i alle situationer og mens deres helligheder ikke vidste hvad han var for en der kunne de godt bruge hans hjælp og nu hvor han matrialiserede sig selv for dem så fornægtede de ham, og ikke bare fornægtede de ham og alt det han havde gjort for dem, de var parat til at sende ham væk upåagtet at jeg forsvarer min familiar og jeg er lige så meget medlem af gruppen som de selv er. Faktisk gik det så langt så præsten forsøgte at sende ham hjem men Zenons vilje er ikke sådan at knække og han meddelte mig bare at præsten var en ond mand...og jeg må give ham ret, uden rettergang eller domfældelse var han bare parat til at sende ham bort, det er da umuligt en god handling men sådan er det åbenbart for de hellige, de kan gemme sig bag alle deres glorier og skrifter, men når det kommer til almindelig dannelse og retfærdighed så er der ingen grænser for deres snæversyn og sort-hvide verdensbeskuelse. Jeg vil lade præsten være og tage hans trusler mod zenon til eftertanke, men han skal ikke tro det er glemt hvad han har forsøgt at gøre og han skal ikke tro at han er den eneste der har solide støtter bag sig.
Det er da altid noget at der er flere åbensindede med i gruppen, Druiden Hadarai og Wiz Beiro talte da fornuft og accepterede Zenon for hvem han er og den hjælp han har ydet. Fordomsfrie og begavede. Savner Perrin det var et dårligt bytte.
Tilbage til vores kampe her i Yuanti templet, ja det kalder vi det fordi det kalder de lokale det, men vi har nu ikke mødt sådan nogle fyre endnu. Men til gengæld har vi mødt Spectres, levende mosaikker, undeads i alle afskygninger og så en enkelt Claygolem. den var ikke sjov, men til sidst så fik vi bugt med den. Det var også der hvor jeg fandt den flotte dagger, den er fed, glæder mig til at jeg får tid til at checke den ordentligt ud, men det bliver ikke her i templet, her går tingene lige stærkt nok. Overvejer at sende zenon på en mission, har lige et par ting han skal checke i Beregost.

Vi har nu været igennem hele Templet og er mange erfaringer rigere. Vi fandt en Divination pool, dvs, jeg ved det er en divinationpool, de andre tror bare det er en magisk pool der hypnotisere folk der kigger i den. Det gør den også. Men den kan være YDERST brugbar, bare man anveder den ordentligt.
Vi fandt igennem templets helligste hvor stedets tidligere ejer spøgte, men det gjorde han nu ikke længe og vistedte ham til hvile og snuppede hans skatte. Så fandt vi en indgang der var godt skjult og kom ind i et helt andet fugtigt gangsystem, her fandt vi så de yuantier, de var ikke sådan at slippe af med, og man kan vel godt tale om at det var dem der slap af med os. Jeg har her senere sendt en gruppe eventyrere ned for at sikre templet til organisationens fremtidige brug.

Vi kom tilbage til Waterdeep og for ikke at kede dig med for megen politik lød vores næste opgave på at Finde en troldmand der skulle lægge inde med en masse oplysninger om det Draakhorn som vi havde oplevet gennemryste Waterdeep. Vi søgte højt mod nord hvor vi fandt "Marcath i et flydende isbjerg, fanget af en hvid drage, Aurathtor. Nu er Aurathator død og vi er meget rigere, både på penge og på informationer.
Vi rejste hjem med båden igen til Waterdeep og satte Marcath af i Luskan hvor han lovede at hans berygtede broderskab af vildfarne wizards ville bistå os i kampen mod Cult of the dragon og tiamat.
Tilage i Waterdeep realiserede jeg en gammel drøm. Jeg købte simpelthen en kro og på den måde har jeg nu investeret en stor del af min formue i fast ejendom. desuden ansatte jeg den tidligere ejer til at forestå driften af "the raging Lion" indtil jeg slår mig ned som fast beboer i Waterdeep. Jeg har naturligvis planer for min kro som jeg med ttiden agter at gøre til mødested for organisatioen, men det må komme med tiden.
Jeg fik ligeledes iværksat en gruppe der skulle vende tilbage til Serpent hills for at indtage templet og jage Yuatierne væk, jeg kan lige se for mig hvor meget vores organisation kan bruge sådan en divination pool til, jeg havde naturligvis en fra organisationen med til at styre gruppen og så er Zenon ligeledes med så han kan reporterer om udfaldet af gruppens aktiviteter.
.
Waterdeeps fineste samlede os igen og vi fik en hasteopgave hvor vi skulle finde ud af om vi kunne regne med at de gode drager ville bistå os i kampen mod Tiamat eller om de bare ville køre deres eget løb. Der havde jeg personligt en lidt dårlig oplevelse da en af Dragerne beskyldte mig for at rende rundt med tyvegods på mig, tyvegods der skulle være stjålet fra hendes skatkammer for mange år siden. jeg var fuldstændigt ubekendt med anklagerne, men da hun nævnte at hun ville blive tilfreds såfremt den stjålne genstand blev returneret. Det var min dejlige Periapt of woundclosure, men jeg har haft glæde af den og det er ihvertfald ikke værd at gøre sig uvenner med en drage om sådan en ting. Desuden ønsker jeg heller ikke at overleve på Faerun hvis Tiamat kommer til så jeg gik relativt frivilligt af med den, da jeg godt kunne se hvilken vej vinden blæste.

Nu er vi så efter at de gode drager blev overbeviste om vores gode hensigter i forhold til Tiamat, sendt videre i jagten på en formodet grøn drage der terrorisere landsbyer i skovene øst for Waterdeep. Jeg må indrømme at rende rundt og hjælpe elvere på den måde ikke lige er min kop té men indtil videre følger jeg bare med, det kan jo være at karma rammer mig efter jeg afleverede min periapt og der falder noget endnu bedre ned i min turban.
Jeg er ihvertfald klar til flere draqer.
Allright, vi har fundet den onde grønne drage og dens venner. Edderkopper, cult members, Ettins, det er godt nok uhyggeligt. Men nu har wizarden sendt dragen en tur ud på et ydre plane of existence så vi har lidt tid til at tage os af de tilbageværende. Så må vi være klar når Dragen kommer tilbage.